Navnetræk

Her kan du læse fortællingen om, hvordan Randers Kommunes navnetræk er blevet til.

De fleste har sikkert opdaget, at flere organisationer og institutioner i Randers nu ynder at bruge forskellige fonte/skrifttyper, når de skriver navnet på den kronjyske hovedstad. Ja, selv breve fra Randers Kommune er underskrevet med det pudsige navnetræk.

En del af brandingprocessen, der blev vedtaget af Byrådet i sommeren 2014, var, at der skulle udvikles et nyt visuelt udtryk for Randers, som indrammede essensen af kommunen. Næsten 1.000 borgere var med til at definere Randers’ DNA, og herefter bistod kommunikationsbureauet Advice med at koge de mange input ind til et fælles DNA og et brand.Samtidig blev der lavet tre forskellige bud på, hvordan kommunen visuelt skulle udtrykke sin nye fortælling og brand. 

Det var Byrådets opgave at vælge mellem de forskellige bud på det visuelle udtryk, og som inspiration forhørte man sig hos to eksperter inden for branding, kommunikation og markedsføring. Uafhængigt af hinanden vendte de begge tilbage med samme svar; det med de sjove bogstaver.

Navnetrækket signalerer bredde

Virkelyst, børnevenlig, kultur, historie, kreativitet, sin egen og natur. Det er syv ord og begreber, som randrusianerne brugte i stor stil, da de deltog i inddragelseskampagnen ”Randerledes – ordet er dit!” Målet med denne inddragelse var netop at få borgerne i tale. Nu er ordene symboliseret med hver sit bogstav i Randers’ nye navnetræk, som blev anbefalet af to eksperter på området.

 Kommunens slogan som anvendes sammen med navnetrækket er: "hvor å bli'r til hav, hvor det ferske bli'r salt".

"Jeg synes navnetrækket er venligt i sit udtryk, og samtidigt udtrykker det plads til forskellighed," siger Iglin Tanggaard, som har cirka 20 års erfaring indenfor marketing og kommunikation. Iglin er tidligere kommunikationschef hos Verdo og er nu kædechef hos In2house.

"Desuden synes jeg, at bogstaverne signalerer den bredde, som byen indeholder – både i de typer af mennesker, der sammen udgør Randers, og i byens størrelse, der giver masser af bredde i de udbud, der er for børn og voksne," tilføjer Iglin, som selv er født og opvokset i Randers.

Et modigt valg

En anden ekspert lagde vægt på, at det ikke er nok at sige, at man gør tingene lidt anderledes – man skal også vise, at man tør føre det ud i livet.

"Jeg synes, at dette navnetræk var det stærkeste bud med mest identitet. Hvis det handler om fejre modet til at være anderledes, giver det god mening at alt, hvad man siger og gør bliver rammet ind af netop dette mod. Det er jo ikke nok bare at sige, at man er modig – man må også vise det," siger Jonas Waaben, medejer og -grundlægger af reklame- og webbureauet Campfire & Co.

Det nye navnetræk må benyttes af alle institutioner og organisationer i Randers Kommune, og man må gerne anvende sammen med sit eget logo.

Kommunens slogan

Efter inddragelseskampagnen blev der også truffet beslutning om et slogan, som tager afsæt i kommunens DNA. Det slogan er: Randers - hvor å bli'r til hav, hvor det ferske bli'r salt"