Projekt RUN

Projekt RUN er et samarbejde mellem Randers Ungdomsskole og Ungdommens Uddannelsesvejledning Randers (UUR).

RUN er for unge (15-21 år) som efter endt undervisningspligt, ikke er i gang med uddannelse eller er i beskæftigelse. Målet med projektet er at hjælpe de unge i gang med enten uddannelse eller beskæftigelse, og dermed undgå offentlig forsørgelse. Man kan gå i RUN i op til et år. Herefter er der en periode med efterværn.

Projektet har fokus på at støtte og klæde de unge på ift. 5 indsatsområder: personligt, socialt, fagligt, erhverv og fritid. Randers Ungdomsskole tager i RUN bl.a. afsæt i tidligere og nuværende indsatser for at støtte de unge i indsatsområderne, såsom MILIFE, Heltidsundervisningen, praktikforløb, fritidsjob, m.m.

Målgruppe

Den unges UU-vejleder visiterer til tilbuddet. Unge i alderen 15 – 21 år – primært unge under 18 år, som ikke er i gang med eller har færdiggjort en uddannelse eller har et arbejde umiddelbart efter grundskolen. Unge som er karakteriseret som sårbare og psykisk udfordret. Undtaget er unge med behandlingskrævende diagnoser og gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Formål

Med afsæt i den unges motivation, hjælpes og forberedes unge til uddannelse eller arbejde. Med et individuelt fokus på den unges interesser, ønsker og behov, kombineret med en stærk relation til medarbejderne tilbydes den unge et individuelt og fleksibelt forløb, der understøtter og afklarer den unges fremtidige mål om uddannelse eller job.

Indhold i tilbud

Medarbejderne i Projekt RUN har en positiv og anerkendende tilgang og møder derfor den unge med positiv forståelse og tilbyder konstruktive muligheder. En god og bæredygtig relation mellem den unge og projektmedarbejderen er fundamentet for succes i Projekt RUN, hvor medarbejderne motiverer og understøtter den unge gennem nye oplevelser og udfordringer.

Efter kort tid i Projekt RUN, vil den unge deltage i et personligt interview, efterfulgt af en individuel Projektplan og Karriereplan.

I Projekt RUN kan de unge eksempelvis komme i afklarende praktikforløb, brobygningsforløb, modtage faglig undervisning, deltage i forløb som styrker personlige og sociale kompetencer.

Projekt RUN er overordnet inddelt i 3 faser.

Relationsfasen har fokus på den bæredygtige relation ved at skabe tillid mellem den unge og projektmedarbejderen. I denne fase vil der ligeledes blive lavet en Projektplan for, hvad den unge ønsker sig videre i den næste fase i Projekt RUN.

Læringsfasen har fokus på at klæde den unge på med afsæt i de ønsker, drømme og behov, som vedkommende har. Samtidig udarbejdes der Karriereplaner for hvilke ønsker og behov den unge skal arbejde med efter Projekt RUN, samt hvordan medarbejderne fra Projekt RUN kan støtte den unge i at nå sine mål.

Efterværnsfasen hjælper den unge videre fra Projekt RUN og støtter den unge i at fuldføre sine mål – som eksempelvis kan være arbejde, uddannelse eller andre afklarende forløb.

Der arbejdes med individuelle fokuspunkter omhandlende personlige, faglige, sociale, erhvervsmæssige og fritidsmæssige mål for den enkelte unge.

Gennem samtale udarbejdes der en Projektplan og en Karriereplan for hver enkelt ung.

Run varetages af Center for Heltidsundervisning, Randers Ungdomsskole.